Liggeunderlag findes i dag i masser af modeller og størrelser og med mange forskellige finesser.
Det kan derfor være lidt af en jungle at finde rundt i og det kan være svært at vælge lige det der passer til dit behov. For hvornår er det let nok og hvad går jeg på kompromis med, hvis det bliver ultralet?
Valg af selvoppustelige liggeunderlag
Det første du skal gøre dig klart er, om du har mest behov for et oppusteligt eller et selvoppusteligt liggeunderlag. Siden 70´erne har det nemlig være muligt at få de lette madrasser i modeller der puster sig selv op når ventilen åbnes, hvilket jo er rigtigt smart. Det sker ved at den skumkerne der er i underlaget, og som er presset sammen når det er rullet sammen, udvider sig og trækker luft med ind. Så simpelt er det.
Fordelen er naturligvis, at det pumper sig selv op og at du har skumkernen at ligge på, hvis uheldet er ude og du punkterer i løbet af natten. Ulempen er at det bliver en smule tungere at slæbe på, end de rent oppustelige, der også typisk er lidt tykkere.
For letvægtsvandreren er et oppusteligt underlag det helt rigtige, da vægten bliver ultralet. Der skal dog typisk en pumpe til for at pumpe det op, så tag den vægt med i betragtning. Fordelene ved de rent oppustelige underlag er således vægten og at de typisk er lidt tykkere og dermed mere komfortable at ligge på.
Skal jeg have pumpe til mit liggeunderlag?
Både et selvoppusteligt og et oppusteligt underlag skal bruge luft til at blive komfortable at ligge på.
Det selvoppustelige vil naturligvis selv trække det meste luft med ind og skal ofte blot bruge et enkelt blæs eller to for at blive rigtig dejlig at ligge på. De oppustelige skal i sagens natur hjælpes på vej og det er fristende at bruge munden og lungerne - de er jo med alligevel. Men når du puster luft ind, vil der komme fugt med ind i underlaget og den fugt kommer aldrig fuldt med ud igen, når du pakker sammen.
Det resulterer over tid i at underlaget mørner indefra og levetiden bliver reduceret væsentligt. Det er i dag muligt at købe sit medbragte leje med en pumpe, der er indbygget eller som en drybag, der kan bruges som pumpe når lejren skal bygges op.
Således er den ekstra vægt til at overse og pumpen har andre funktioner når du vandrer.
Hvor isolerende skal underlaget være?
Det spørgsmål kan der ikke gives et enkelt svar på, idét det afhænger af rigtigt mange faktorer.
Det drejer sig naturligvis om at få en nattesøvn uden hverken kulde eller for meget varme.
Faktorer der spiller ind, er naturligvis temperaturen ude og om du sover i skovbunden, i et shelter eller et telt. Andre faktorer der spiller ind, er soveposens komforttemperatur, hvor godt hydreret du er og om du har energi nok i kroppen til at producere varme.
Underlaget er således blot én faktor, men dog en væsentlig en af slagsen. Det isolerende i et underlag måles i r-værdi og den skal være mindst 2,3 hvis du skal sove ude i en nat med 0 grader kold jord.